Ny stor kontrakt til en grønlandsk virksomhed

North American Nickel Inc. er en canadisk børsnoteret virksomhed som har gennemført prøveboringer efter nikkel syd for Maniitsoq i de seneste fire år. Igen i år vil North American Nickel lave prøveboringer efter nikkel.
Xploration Services Greenlands kontrakt med North American Nickel omfatter blandt andet logistik samt levering, opbygning og drift af camp til mellem 40 og 50 mand. Dermed er projektet vokset fra en camp på ca. 15 mand i 2012 til det tredobbelte henover de sidste fire år.
Xploration Services Greenland står for den daglige drift af campen herunder madlavning og rengøring og som noget nyt i 2016 skal der drives en sygeplejestation.
- Vi er selvfølgelig meget glade og stolte over at North American Nickel igen i år har valgt os som hovedleverandør. Xploration Services Greenland benytter som Grønlandsk virksomhed primært lokal arbejdskraft og vi vil gennem sæsonen beskæftige op mod 20 medarbejdere, siger Martin Sandy Shalmi, administrende direktør i Xploration Services Greenland A/S.