Ny stærk profil i Permagreens bestyrelse

Den tidligere direktør for Grønlands Arbejdsgiverforening indtræder i bestyrelsen for Permagreen. Med Henrik Leths indtræden i bestyrelsen har Permagreen sikret sig en af de mest erfarne erhvervspersonligheder i Grønland til at styrke firmaet fremadrettet.
Skrevet af Peter Troelsen
05. december 2012 09:41

I et befolkningsmæssigt lille land som Grønland hænger dygtige erhvervsledere ikke på træerne, og det er virkeligt et kup, som Permagreen har lavet, i og med at den polit-uddannede Henrik Leth har sagt ja til at være medlem af bestyrelsen.

- Vi arbejder på flere måder på at konsolidere virksomheden til at kunne påtage os opgaver, når storskalaprojekterne forhåbentlig snart kommer i gang. Blandt andet har vi etableret et konsortium sammen med MT Højgaard og EMJ-Atcon for at bane vejen for øget lokal involvering i de kommende mineprojekter. I det hele taget skal vi som grønlandsk virksomhed forberede os både fagligt og organisatorisk til de aktiviteter, som vi forventer, at der vil komme flere af i de kommende år. Også i den forbindelse passer Henrik Leths profil godt ind i vores bestyrelse, fortæller Preben Kold Larsen, der er direktør for Permagreen Grønland A/S.

Permagreen er Grønlands største entreprenørvirksomhed med mere end 50 års erfaring inden for alle former for bygge-, anlægs- og renoveringsopgaver. Udover Nuuk, hvor også hovedkontoret er beliggende, er der afdelinger i Sisimiut, Qaqortoq, Maniitsoq og Narsaq, og i alt beskæftiges ca. 275 medarbejdere.

-Ambitionerne om at styrke sig til at indgå i samarbejdet med internationale operatører er et godt eksempel på det, Grønland har brug for, hvis storskalaprojekterne skal få reel betydning for samfundets udvikling. Her skal man også lægge mærke til Permagreens uddannelsespolitik, hvor der netop nu er 30 lærlinge, elever og praktikanter ansat indenfor forskellige faggrupper - fra håndværkere til ingeniører. Ikke mindst set i lyset af disse perspektiver glæder jeg mig til at være med til at virkeliggøre og videreudvikle Permagreens strategi, understreger Henrik Leth.