Tsunamifare i Karrat Fjorden: 176 beboere får tilbudt flytning

Hvis et ustabilt fjeldområde i Karrat Fjorden falder i havet på én gang, risikerer det at udløse en omfattende tsunami. Naalakkersuisut har besluttet, at cirka 176 beboere kan få hjælp til at flytte, hvis de vil.
Den 17. juni 2017 blev Nuugaatsiaq og Illorsuit ramt af tsunamibølger efter et fjeldskred i Karrat Fjorden. Flere huse blev ramt. Foto © : Arktisk Kommando/Palle Lauritsen
11. maj 2021 17:20

Det rykker på sig i Karrat Fjorden, hvor et stort fjeldområde skaber bekymring.

Falder hele fjeldet ned på én gang, risikerer det at skabe en tsunami, der kan sende store bølger ind over dele af Qaarsut, Niaqornat, Uummannaq, Saattut, Ukkusissat og Ikerasak. 

Tre ustabile områder i Karrat Fjorden


Geologer fra både Grønland, Danmark og Norge har udpeget tre ustabile områder i Karrat Fjorden. De ligger tæt på det ustabile fjeldområde, der skabte en tsunami i 2017, og er markeret med nummer 1, 2 og 3 på billedet. Det værst tænkelige scenarie er, at hele område 3 falder i havet på én gang.

Foto © : Naalakkersuisut

Også de ubeboede Nuugaatsiaq og Illorsuit vil blive ramt. De to bygder blev ramt af tsunamien i 2017, og fire mennesker mistede livet. 

Bygderne har været ubeboede siden dengang.

Naalakkersuisut har været opmærksom på det ustabile område et stykke tid på baggrund af beregninger fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser fra Danmark og Grønland.

Myndighederne har dog ventet på en vurdering fra Det Norske Geotekniske Institut, som er eksperter i fjeldskred. Nu er vurderingen kommet, og det viser sig, at situationen kan udvikle sig mere kritisk, end først antaget. 

Hvis det værst tænkelige sker, og det største ustabile fjeld i området falder i havet på én gang, risikerer cirka 176 beboeres hjem at blive ramt af tsunami-bølger. 

Derfor får de berørte borgere mulighed for selv at vælge, om de vil blive boende eller få hjælp til at flytte. Det er en politisk beslutning.

Niaqornat og Qaarsut bliver hårdest ramt

Flest borgere bliver berørt i Niaqornat og Qaarsut. I Niaqornat bor der 35 og i Qaarsut bor 113 i det område, hvor bølgen risikerer at ramme under det værst tænkelige scenarie. 

Så lang tid går der, før beboede områder bliver ramt:

 

Hvis det største af tre ustabile fjeldområder i Karrat Fjorden falder i havet på én gang, kan det skabe store bølger. Så lang tid går der, før bølgerne forventes at ramme bygderne og Uummannaq:

  • Nuugaatsiaq: 7 min. (ingen beboere)
  • Illorsuit: 13 min. (ingen beboere)
  • Niaqornat: 23 min.
  • Qaarsut: 26 min.
  • Uummannaq: 30 min.
  • Saattut: 35 min.
  • Ukkusissat: 26 min.
  • Ikerasak: 38 min.

Kilde: Naalakkersuisut

De to bygder bliver i dag orienteret om situationen af en delegation fra Nuuk anført af formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede fra IA.

Beboerne i de øvrige bygder og Uummannaq får besked i løbet af ugen.

Vælger man at takke ja til tilbuddet om at flytte, skal Avannaata Kommunia hjælpe.

I første omgang bliver borgerne tilbudt hjælp til nødindkvartering, og efterfølgende bliver de hurtigst muligt genhuset i lejeboliger.

Der bliver ikke bygget nye boliger.

Beboerne kan godt ønske, hvor de vil flytte hen, men i sidste ende afhænger det af, om der er en ledig lejebolig eller ej.

Fjeldet flytter sig mindst en centimeter om ugen

Det store ustabile fjeldområde ligger tæt på det fjeld, som faldt i havet i 2017 og sendte store bølger ind over nærliggende bygder. 

Fire mennesker mistede livet, og flere huse blev trukket i vandet.

 

Foto © : Google Maps

 

Målinger viste også dengang, at der stadig var risiko for fjeldskred, og at det kunne være til fare for indbyggerne i bygderne. Derfor blev beboerne bedt om at flytte.

Det er cirka så mange beboere, der får mulighed for at flytte:

 

  • Niaqornat: 35
  • Qaarsut: 113
  • Uummannaq: 10
  • Saattut: 8
  • Ukkusissat: 3
  • Ikerasak: 7
  • Nuugaatsiaq: Ingen beboere
  • Illorsuit: Ingen beboere

 

I alt: 176

 

Kilde: Naalakkersuisut

Det ustabile fjeldområde, der er fokus på nu, er mere end 10 gange større, end det der skred for fire år siden. Det betyder også, at en tsunami kan blive større og nå meget længere.

Beregningerne fra de norske geologer viser, at det ustabile fjeldområde er dybere og går længere ind i bjerget, end man regnede med.

Skulle det værste ske, at hele området falder på én gang, vil der gå omkring 23 minutter, til første bølge rammer Niaqornat, som det første beboede sted, viser beregningerne.

Området har været ustabilt i mange år, og på det seneste er der observeret stor aktivitet. Faktisk vurderer geologer fra både Grønland, Danmark og Norge, at dele af fjeldområdet bevæger sig over en centimeter om ugen. 

Foto © : KNR

I Niaqornat kan 35 beboere blive berørt. Foto: KNR

Fjeldskred kan ske i morgen eller om 200 år

Geologerne modtager satellitbilleder flere gange om ugen og holder på den måde øje med området. Men selvom det rører usædvanligt meget på sig, er det umuligt at forudsige, hvornår et større fjeldskred kan eller vil ske. 

Det kan ske i morgen eller om 200 år. 

En ting er dog sikkert: Der er flere kritiske områder med meget høj risiko, lyder det fra geologerne. 

Intet varslingssystem

I januar blev der lavet en vagtordning i Niaqornat og Qaarsut. Siden da har en person siddet og overvåget vandet i området og holdt øje med, om der sker noget mistænkeligt. 

Sker det, bliver alarmen sat i gang. 

Men et egentligt varslingssystem findes endnu ikke. Det har Naalakkersuisut været i gang med at undersøge siden fjeldskredet i 2017.

Undersøgelsen skulle kortlægge risikoen for fjeldskred rundt om i landet. 

Det er igennem det arbejde, at man er blevet opmærksom på det store ustabile fjeldområde. Men arbejdet med at undersøge, om der kan laves et varslingssystem, er altså stadig i gang. 

 

Foto © : Google Maps