Ny redaktør i Qanorooq

Qanorooq har ansat ny redaktør. Det bliver den 48-årige Walter Turnowsky. Han kommer fra en stilling som redaktør hos Tv-kanalen 24Sjællandske.
Skrevet af Noah Mølgaard
02. januar 2013 15:48

- Vi er rigtigt glade for at kunne præsentere Walter. Han er en garvet tv-mand og fagligt dygtig, og vi er sikre på, han kan være med at videreudvikle Qanorooq i en den rigtige retning, siger nyhedschef Mikkel Bjarnø Lund.

Hos Qanorooq bliver Walter Turnowsky en del af det redaktørteam, der allerede består af Arnaq Nielsen og Bikki P Kleist.

- Vi mener, at de kvalifikationer Walter har, supplerer de kvalifikationer, som vi allerede besidder i Qanorooq rigtigt godt. Til sammen tror vi på en rigtig god cocktail, der kan udvikle Qanorooq til et endnu bedre og stærkere produkt, end det er i dag. Til fordel for vores seere og Grønland som helhed. Vi glæder os til samarbejdet, siger nyhedschefen.

Også den nyansatte redaktør glæder sig.

- Jeg er rigtig glad for, at Qanorooq valgte mig til at supplere deres redaktørteam. Mit fokus hos 24Sjællandske har været fortælleteknik, live og tættere kontakt til seerne. Samtidig har jeg været med i hele opbygningen af kanalen. Det er nogle af de erfaringer, jeg tager med, og jeg glæder mig, siger Walter Turnowsky.

Walter Turnowsky har også tidligere været ansat på Nordjyske Medier, TvDanmark og Radio ANR. Han er uddannet tv-journalist fra Fortbildungsanstalt der Wirtschaft i Dresden i Tyskland og er født i Østrig.

Walter Turnowsky starter i Qanorooq den 1. marts.