Ny rapport gennemgår Grønlands minehistorie

Man skal kende historien for at træffe de rigtige beslutninger inden for råstofudvinding i dag, mener ICC og WWF, der har fået udarbejdet en historisk rapport over råstofudvinding i Grønland.
07. marts 2014 10:19

ICC  og Verdensnaturfonden udgiver en ny rapport, der skal give et  overblik over de seneste århundreders grønlandske råstofhistorie. Rapporten, der er udarbejdet af forfatteren og eskimogeln Mads Fægteborg, og udgives med støtte fra Villum Fonden, skal ifølge ICC og Verdensnaturfonden bidrage til at forbedre de politiske beslutninger på råstofområdet.

Rapportens sigte er at give en større indsigt i de historiske problemstillinger, der har knyttet sig til råstofudvinding for på den måde at sikre, at de beslutninger, der træffes på området i dag, er til gavn for både den enkelte grønlander og Grønland generelt.

Samtidig mener ICC og  Verdensnaturfonden, at sunde samfund bør baseres på sunde økonomier, hvor sociale, sundhedsmæssige, miljømæssige, kulturelle og andre forhold til fulde inddrages. Fægteborgs rapport beskæftiger sig med de historiske erfaringer og problemstillinger, som knytter sig til forskellige faser af industrielle aktiviteter her i landet og konsekvenserne for samfundet.

Rapporten påpeger, at politikerne har et ansvar for at sikre en fornuftig og bæredygtig udvikling af Grønland og problematiserer generelt vidensniveauet blandt beslutningstagerne.

Rapporten er den anden i en serie af fem - og følger efter ’Med folkets mandat?’ fra i fjor, der satte fokus på de seneste ti års råstofaktiviteter og den borgerinddragelse, der har fundet sted og hvordan den kan forbedres.

Rapporten har titlen ’Råstofaktiviteter i Grønland - En historisk introduktion til efterforskning, udnyttelse og følger i en sårbar natur og et samfund i forvandling’.