Ny overenskomst til kriminalforsorgens sagsbehandlere

Socialrådgivere og sagsbehandlere i Kriminalforsorgen i Grønland har fået deres egen overenskomst. Med overenskomsten kan de ansatte nu stå stærkere sammen, skriver fagforeningen Atorfillit Kattuffiat i en pressemeddelelse.
Foto © : Foto: KNR
Skrevet af Malik Brøns
17. januar 2020 07:29

Forsorgsfuldmægtige og assistenter i Kriminalforsorgen her i landet fungerer også til dagligt som socialrådgivere og sagsbehandlere for anbragte i anstalten, og indtil 2019 har de været ansat på individuelle kontrakter.

Men nu er de kommet på en ny overenskomst, som er næsten identisk med AK’s overenskomst for socialrådgivere og sagsbehandlere, skriver fagforeningen.

Og det giver de ansatte bedre ansættelsesvilkår.

- Det betyder meget, at de nu har en overenskomst, for nu kan de stå sammen om at kræve noget fra arbejdsgiveren. Det kan f.eks. være om løn, andre ansættelsesvilkår eller arbejdsmiljø. De står stærkere nu end de gjorde da de stod med individuelle ansættelsesvilkår, siger AK-formanden Dina Olsen.

Der kom skred i sagen om at sikre en overenskomst for gruppen, da AK henvendte sig til folketingsmedlemmet Aaja Chemnitz Larsen.

AK takker Aaja Chemnitz Larsen for at være en stemme for AK - og ikke mindst forsorgspersonalet - i folketingsarbejdet, og på den måde sikret fremskridt i AK's arbejde, siger Dina Olsen i en pressemeddelelse.

Overenskomsten er gældende fra 1. januar 2020 og fire år frem.