Ny naalakkersuisoq trodser biologiske undersøgelser: Hellefisken i Ilulissat vokser

Karl Tobiassen fra Siumut, der er ny naalakkersuisoq for fiskeri, mener, at hellefiskene ved Ilulissat er blevet større, selvom de seneste biologiske undersøgelser viser helt modsatte resultater.
Forskernes undersøgelser af indhandlede hellefisk fra tilbage i 2019 og 2020 i Diskobugten viser, at hellefisken i området bliver mindre og mindre. Foto © : Ane-Marie Petersen/KNR
Skrevet af Andreas Wille
21. april 2022 04:38

Hellefiskens størrelse i Nordgrønland har i mange år været op til diskussion mellem fiskerne og biologerne.

Resultaterne fra biologernes undersøgelser viser, at de hiver mindre og færre store hellefisk op, mens fiskerne mener, at størrelsen enten er den sammen eller større.

Nu kommer den nye naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Tobiassen (S) på banen med hans syn på fiskeriet:

- Da vi rejste med Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, fik vi en fremlæggelse fra en af fiskefabrikkerne i Ilulissat. Det fremgår, at indhandlede hellefisk i Ilulissat er blevet større og større i de seneste år, siger den nye naalakkersuisoq for fiskeri fra Siumut, Karl Tobiassen, til KNR.

Han oplyser, at han i sidste måned under en rejse med Inatsisartut, før han blev indsat som naalakkersuisoq, var med til at få en rundvisning om indhandlede hellefisk i Ilulissat.

Den privatejede fiskefabrik i Ilulissat, Halibut Greenland, bekræfter overfor KNR, at virksomheden har haft besøg af Inatsisartutmedlemmer. Det fortæller fabrikschef, Pele Peter Aronsen.

Virksomheden bekræfter samtidig at have fremført deres synspunkt om, at hellefisk, der bliver indhandlet hos dem bliver større og større. Virksomheden ønsker dog ikke at fremlægge dokumentation for deres synspunkter.

Mindre end 50 centimeter

Tilbage til Grønlands Naturinstituttet og deres biologers undersøgelser.

Forskernes undersøgelser fra 2019 og 2020 i Diskobugt viser, at hellefisken i området bliver mindre, og at der fanges færre store fisk.

Helt konkret var den gennemsnitlige størrelse i 2019 over 50 centimeter, mens den gennemsnitlige størrelse faldt under 50 centimeter året efter.

Hvis man kigger tilbage for 12 år siden, var den gennemsnitlige indhandlingsstørrelse over 57 centimeter.

14 centimeter mindre

Og for 20 år siden var hellefisk, som blev fanget fra langline om sommeren, større. Den gennemsnitlige størrelse på fisken var nemlig 64 centimeterm hvilket betyder, fisken er blevet 14 centimeter mindre i løbet af de seneste 20 år.

KNR har været i kontakt med Grønlands Naturinstitut, som dog ikke vil svare på udtalelser fra Naalakkersuisut.

Instituttet gør dog opmærksom på, at det er normalt at observere store hellefisk i starten af året, selv i Disko Bugt. I starten af året fanges flere hellefisk i Ilulissat Isfjord, hvor hellefiskene altid er store.

Samtidig fiskes der i vinterperioden også med garn i den øvrige del af Disko Bugt, og maskestørrelserne på net sikrer, at mindre hellefisk ikke fanget.

- Derfor kan man ikke sammenligne størrelserne af de landede hellefisk fra januar-februar med data fra hele det foregående år, som også inkluderer de mindre fisk fra sommerperioden, skriver Grønlands Naturinstitut i et skriftligt svar.