Ny miljølov på trapperne

Naalakkersuisut har i øjeblikket et helt nyt lovforslag om miljøbeskyttelse i høring. Det er anden gang indenfor et år, at forslaget er sendt i høring.
29. marts 2011 16:19

Det skyldes, at forslaget i første høringsrunde blev mødt med en række gode og konstruktive svar. Så gode og konstruktive, at Naalakkersuisut besluttede at indarbejde dem i et helt nyt lovforslag om miljøbeskyttelse.

Samtidig bliver alle de fem miljøforordninger, der i dag gælder, samlet i en eneste overordnet - og kan det tilføjes: overskuelig lov, der umiddelbart tager højde for alle mulige tænkelige trusler mod miljøet. Også for de i dag utænkelige trusler er der taget for med en række bemyndigelser til Naalakkersuisut, så de kan tage affære, hvis det bliver nødvendigt.

Den 19 A-fire sider lange lovgivning fastsætter samtidig ansvarsfordelingen mellem Naalakkersuisut og landets fire kommuner. Udgangspunktet er, at kommunerne i al almindelighed har tilsynet med, at loven overholdes. Men det fremgår også klart af loven, at Selvstyret har tilsynskompetencen på en række områder. Specielt når det drejer sig om særligt forurenende virksomheder.

Den nye stramme lovgivning har som det hedder til formål at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, is, fjeld og jord og støj. Den skal værne om befolkningens sundhed, og så skal den begrænse anvendelse og spild af ressourcer.

Den nye lovgivning er bygget op efter de bedste internationale principper. Blandt andet forurener-betaler-selv-princippet. Dermed er lovgivningen tidssvarende og i overensstemmelse med de internationale forpligtelser, Grønland har på miljøområdet.

Men når alt dette er sagt, så er der lige den lille juridisk miljøfinesse, nemlig at alle de igangværende og kommende olie- og mineprojekter helt kan se bort fra den nye restriktive miljølovgivning. De er og vil fortsat alene være underkastet loven om mineralske råstoffer.

Om det så er godt eller skidt, ja det kan miljøeksperterne og -aktivisterne få fortsat drøfte i de lange mørke vinteraftener. Den nye lov om miljøbeskyttelse kommer til behandling på Inatsisartuts efterårssamling og skal efter plannen træde i kraft fra årsskiftet.