Ny metode hjælper børn og unge

Familierådslagning. Det er navnet på en ny metode, som bygger på at hele familien inddrages i at hjælpe et barn eller en ung, som oplever vanskeligheder i dagligdagen.
Skrevet af Karsten Sommer
14. januar 2016 05:41

Alle familier besidder nemlig styrker og ressourcer.

Det er menneskesynet bag det ny begreb som Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender nu er i gang med at udbrede til samtlige kommuner i Grønland.  

En familierådslagning vil typisk blive tilbudt, når det skønnes at der er grund til bekymring for et barns eller en ungs sundhed, trivsel og udvikling.

I de tilfælde møder familien andre familiemedlemmer, venner og vigtige personer i barnets liv. På baggrund af nogle spørgsmål som for eksempel en socialrådgiver har udarbejdet sammen med barnet og forældrene inden mødet, drøfter familien sammen med dens netværk, hvordan barnet eller den unge kan hjælpes eller støttes.

Det hele bliver organiseret af en kommunal koordinator, som skal være en neutral brobygger mellem familie og forvaltning.

Metoden med familierådslagning har med succes været afprøvet i Tasiilaq.

- Vi glæder os over, at metoden nu bliver landsdækkende, siger kommunens familiechef Tina Dam Rasmussen.

-  Det er nemlig vigtigt for os i arbejdet med sårbare børn og familier, at borgerne oplever at blive respekteret og inkluderet, ud fra de forudsætninger de har, tilføjer hun.