Ny koalition vil bygge 1850 nye boliger i Nuuk

I fredags landede der ikke kun et nyt Naalakkersuisut. I Kommuneqarfik Sermersooq har IA, Demokraatit og Naleraq også konstitueret sig.  
Charlotte Ludvigsen
Charlotte Ludvigsen fik 1.512 personlige stemmer ved kommunalvalget 6. april. Foto © : Christian Sølbeck
21. april 2021 11:23

1850 nye boliger skal bygges i Nuuk over seks år. 

10-15 boliger skal bygges i Paamiut og Tasiilaq om året i løbet af 10 år.  

Og så skal der være bedre og flere daginstitutioner og tidligere sagsbehandling i socialforvaltningen. 

Sådan lyder det i den nye koalitionsaftale i Kommuneqarfik Sermersooq, som Inuit Ataqatigiit, Demokraatit og Naleraq brugte ni dage på at lande. 

Det er første gang, at Naleraq er stemt ind i kommunalbestyrelsen. 

Demokraatit er tilbage i koalitionen

Demokraatit forlod den tidligere koalition med IA i 2019. Det var især den daværende borgmester Asii Chemnitz Narups håndtering af den meget omtalte Tasiilaq-sag, der viste et chokerende billede af svigtede børn, der fik Demokraatit til at smække med døren i hovedstads- og østkystkommunen.

Det efterlod IA alene men stadig med et flertal i kommunen. 

Nu er Demokraatit tilbage igen – og ifølge borgmester Charlotte Ludvigsen kan IA nu fortsætte den plan som partiet har haft som kommunens førende i den næste valgperiode.  

LÆS OGSÅ Sermersooq: Tre partier går sammen i koalition

- Vi kan fortsætte, og de kan bruges som grundlag for de næste fire år, siger borgmester Charlotte Ludvigsen (IA).

IA, Naleraq og Demokraatit udgør 13 ud af 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen.

I den sidste valgperiode havde Demokraatit tre mandater i kommunalbestyrelsen – denne gang fik de to. 

Naleraq fik stemt to mandater ind. 

-  Vi prioriterer boliger og arbejdspladser på hele kysten, siger Pele Broberg fra Naleraq. 

- Aftalen tilgodeser alle bosteder i vores kommune, og især den østlige del i Kommunen, nemlig Ittoqqortoormiit og Tasiilaq. Og så vil vi gerne have en skydebane her i Nuuk.

IA fik næsten halvdelen af stemmerne

Inuit Ataqatigiit blev ved kommunalvalget 6. april hovedstadskommunens største parti med 45,1 procent af stemmerne.

Siumut blev næststørst med 29,4 procent af stemmerne, men er altså det eneste af kommunalbestyrelsens partier, der ikke er med i aftalen.

IA sikrede sig ni ud af kommunalbestyrelsens i alt 19 mandater. Siumut fik seks, mens Naleraq og Demokraatit hver fik to mandater.

Borgmester Charlotte Ludvigsen blev genvalgt til posten med 1.512 personlige stemmer.

Borgmester, viceborgmestre og udvalgsmedlemmer bliver officielt udpeget på kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 3. maj. 

Præcisering: Der har tidligere stået i artiklen, at der skal bygges 10-15 boliger i Paamiut og Tasiilaq over 10 år. Det er ikke rigtigt. Ifølge aftalen skal der bygges 10-15 boliger om året i de to byer i løbet af de næste 10 år.