Ny ICC-rapport præsenteres i dag

Inuit Circumpolar Council præsenterer her til formiddag en ny rapport om grønlændernes kollektive rettigheder.
13. november 2013 07:40

Rapporten er udarbejdet af den tidligere dommer ved Retten i Grønland Thomas Trier Hansen i et samarbejde med OAK-foundation og belyser de økonomiske og strukturmæssige omlægninger, som Grønland står overfor i forbindelse med en kommende råstofindustri.

Og udviklingen inden for råstofsektoren vil medføre et opbrud af en række af de eksisterende samfundsstrukturer med mulighed for nye tilflyttere og tilstedeværelse af større udenlandske virksomheder.

- Midt i denne brydningstid er det vigtigt at sikre den fastboende befolkning og grønlænderne kollektive rettigheder ved hjælp af de gældende internationale instrumenter og samtidig vurdere deres anvendelighed i rettighedsspørgsmål, hedder det i en pressemeddelelse om den nye rapport, der præsenteres kl. 11 her til formiddag.

Rapporten er et af de 54 punkter fra den såkaldt Nuuk Deklaration fra 2010, som ICC's bestyrelse er bedt om at gennemføre for at få afdækket de gældende kollektive rettigheder i både et nationalt og et internationalt perspektiv.