Ny hjemmeside om vandrende dyr

På den nye hjemmeside niki.gl kan du følge nogle af de grønlandske dyr der tilbagelægger lange afstande.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. oktober 2015 05:02

Et eksempel er narhvalen der dykker ned til 2000 meter eller havternen der hvert år tilbagelægger  en rejse på 71.000 kilometer.

Takket være ny teknik er det blevet langt nemmere for forskerne at studere dyrenes bevægelser.

For eksempel afslører påmonterede sendere hvor narhvalerne svømmer hen, hvor dybt de dykker og hvor ofte de indtager føde.

- Det er meget fascinerende, hvad vi kan få af data med det stadigt voksende udvalg af satellitsendere, dataloggere og andre elektroniske sendere, siger seniorforsker Flemming Ravn Merkel fra Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut.

Den nye hjemmeside er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Grønlands Naturinstitut og Selvstyret.

Foreløbig omtaler  siden kun et begrænset antal arter, men planen er at siden skal udbygges, oplyser Naturinstituttet.