Ny hjemmeside lover politiske afsløringer

På onsdag åbner en ny grønlandsk nyhedshjemmeside. Aviisi.gl bliver netadressen på den ny hjemmeside - der ifølge dagens AG vil specialisere sig i afsløringer fra det politiske liv i Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
10. november 2009 05:18

Det handler i følge hjemmesidens bagmand om lemfældige brug af repræsentationskontoer, overforbrug af mad og drikke og i det hele taget politikernes udnyttelse af deres position i samfundet.

Bag aviisi.gl står juristen Lars Bo Bjørknæs. Han har gjort det til sit speciale at søge aktindsigt i Grønlands offentlige institutioner. Det var blandt andet på baggrund af hans forarbejde, at avisen AG tidligere i år kunne afsløre en række skandaler omkring politikeres misbrug af deres repræsentationskonti.

- Jeg har 400 afslørende og dybdeborende historier på lager. Hver dag vil jeg lægge et par nye historier på aviisi.gl, siger Lars Bo Bjørknæs til AG i dag.

Lars Bo Bjørknæs er 34 år og har i et par år arbejdet som jurist i Grønland, dels i Maniitsoq kommune, dels i Familiedirektoratet og Grønlands Forbrugerråd.