Ny hjemmeside for gravide på vej

Gravide kvinder eller par der lige har fået en lille ny, som udelukkende forstår grønlandsk får nu snart mulighed for at klikke ind på en hjemmeside hvor man kan få oplysninger og komme i kontakt med andre i samme båd.
Skrevet af Medea Frederiksen
11. maj 2011 07:15

Det kan for nogle føles ensomt at være gravid eller være en prøvelse at have en lille ny som par. Og der findes ingen hjemmesider med oplysninger og råd om netop det emne for gravide eller par der udelukkende forstår grønlandsk.

Jordemoder, psykoterapeut og lifecoach  Esther Hammeken vil gøre noget ved dette. Hun er netop ved at opstarte en hjemmeside for, at skabe et forum hvor gravide eller nybagte forældre kan henvende sig, dele erfaringer med hinanden og ikke mindst søge råd og hjælp hos hinanden. Hun håber at hjemmesiden kan give de gravide og nybagte forældre redskaber og information omkring graviditet og familieliv og på den måde hjælpe med at forebygge forskellige problemstillinger der kan opstå under en graviditet ved at fungere som en oplysningsbase.

- De første tre måneder før en konsultation hos jordemoderen kan føles som lang tid for en gravid. Der kan være mange ubesvarede spørgsmål. Her får man så mulighed for at læse informationer og udveksle viden og erfaringer med andre gravide rundt omkring i landet, fortæller Esther Hammeken, der godt kan forestille sig, at der på længere sigt vil blive mulighed for kontakt mellem den gravide og hende selv, med hensyn til spørgsmål omkring graviditet og lignende. Men hun vil lige se tiden an og se hvordan det går med hjemmesiden.

Esther Hammeken nævner blandt andet at nogle gravide kan komme til at føle sig ensomme, især gravide der ikke kan arbejde under deres graviditet eller de helt unge gravide.

- At være gravid fylder rigtig meget i ens liv og det kan også være en ensom tid, fordi mange kan føle sig alene, især hvis de ikke kan arbejde under graviditeten, mens alle andre omkring dem arbejder. De skal have mulighed for at komme i kontakt med andre gravide og snakke sammen via hjemmesiden, siger Esther Hammeken.

Hun regner med, at hjemmesiden kan komme op og køre i sidste halvdel af august måned og hun håber, at hun ved hjælp af hjemmesiden vil få skabt øget fokus på gravide, deres følelser og de situationer de kan komme ud for.

Hjemmesiden bliver på både grønlandsk og dansk.