Ny havn i Kangerlussuaq på trods af sektorplan
Torsdag kunne Naalakkersuisoq for infrastruktur Erik Jensen fortælle, at der nu er afsat over 60 millioner kroner til tre nye havne, blandt andet en i Kangerlussuaq.
Men i Selvstyrets sektorplan for havne fra 2015 står, der blandt andet om en ny havn i Kangerlussuaq.
- Afgørende for projektet er imidlertid planerne om den fortsatte brug af lufthavnen i Kangerlussuaq. For hvis passagerhubbet flyttes til Ilulissat og / eller Nuuk, vil behovet for udskiftning af passagerer alt andet lige mindskes, og havneanlægget bør tilpasses herefter.
Men det prellede af på Erik Jensen fredag aften i Qanorooq.
- Vi må understrege, som det også er sagt tidligere, at der kommer rigtig mange turister til Kangerlussuaq. Det er en af årsagerne til, at Naalakkersuisut ønsker at udvikle turismen i området, som det også står skrevet i vores koalitionsaftale. Derfor er vi ved at arbejde på at forbedre mulighederne, sagde han.
Erik Jensen henviste desuden til, at der er lavet arbejdsgrupper om netop Kangerlussuaq og Narsarsuaqs fremtid, da begge byer som bekendt vil få mere konkurrence på atlantflyvninger, når lufthavnene i Nuuk og Ilulissat udvides.
- Vi er i tæt samarbejde med dem, om at skabe omfattende planer indenfor erhverv og turisme, sagde Erik Jensen fredag til Qanorooq.