Ny guide om Ilulissat Isfjord

Det er et meget ambitiøst projekt, Ilulissat Isfjordskontor har sendt på markedet. Guiden med den lange titel ”Oplev Kangia/Ilulissat Isfjord – officiel guide til verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord” udkommer på grønlandsk, dansk, tysk og engelsk.
Skrevet af Peter Troelsen
13. september 2013 08:37

Der er mange forskellige mennesker og institutioner, der har været med i udarbejdelsen af den nye guide. For eksempel har politiet været med i orienteringen om sikkerheden i området og museet har også givet deres input til bogen.

-Det er blevet lidt mere ambitiøst, end vi havde regnet med. Først ville vi bare lave en folder om området, men det blev altså til noget helt andet. Det har været længe efterspurgt fra turisterne og for den sags skyld også de lokale, at få en guide til området, og den respons, vi har fået indtil nu, har været ualmindeligt positiv, fortæller UNESCO site manager  Naja Habermann.

Isfjordskontorets nye guide opfylder til fulde kravene til en opdateret og informativ guide til et af verdens mest spektakulære områder. 82 sider i lommeformat med informationer om fortid, verdensarv, dyr, planter og der følger et vandrekort med til de afmærkede ruter i Isfjorden.

-Guiden er et af mange tiltag, vi har forberedt i længere tid. Vi har jo stadigvæk en ambition om at få lavet et besøgscenter ved den gamle heliport ved indgangen til området, og vi har også haft god kontakt med Real Dania, der kunne være med til at finansiere projektet. Det er vigtigt for os at leve op til de krav turisterne har til området, uden at gå på kompromis med naturen, siger Naja Habermann til knr.gl.

Den nye guide kan købes i Ilulissat på hoteller og turistbutikker. Desuden vil den meget snart kunne købes på www.greenlandtoday.com.