Ny genbrugsbutik i Nuuk

I lokalerne fra Oles Varehus åbnede Kalaallit Røde Korsiat i Nuuk i weekenden en helt ny genbrugsbutik. Den skal erstatte den tidligere butik i kælderlokalerne under Cafe Chili.
Skrevet af Peter Troelsen
04. marts 2013 11:02

Det er ikke forker at sige, at den nye butik var ventet med meget stor spænding blandt borgerne i Nuuk. Der var en lang kø foran døren, da butikken åbnede, så man kunne komme først til de mange gode tilbud der var i dagens anledning.

Genbrugsbutikken i Nuuk omsætter årligt for knap 900.000 kr. så det er mange poser, der skal langes over disken, når man tænker på at de fleste ting i butikken koster under 100 kr.

Overskuddet fra butikkens virke kommer borgere i Kommuneqarfik Sermersooq til gode i form af f.eks julehjælp og tilskud til bespisning af hjemløse. Alle de frivillige arbejder uden løn.