Ny forening vil åbne Norden for unge med islandsk mad og finsk litteratur

En ny forening vil åbne unges øjne for at tage ud i Norden og studere. Det er spændende at lære hinanden at kende, siger en af de frivillige.
Irene Jeppson er kommunikationschef i Mittarfeqarfiit, og så er hun frivillig i den nye forening 'Foreningen Norden i Grønland', som holder stiftende generalforsamling 23. marts. Foto © : Privatfoto
09. marts 2021 05:35

En aften med fokus på islandsk madlavning eller finsk litteratur? 

Det er noget af det, som en ny forening vil lave i håbet om at give folk ny viden om Norden. 

Den 23. marts er der stiftende generalforsamling, hvor 'Foreningen Norden i Grønland', som den hedder, formelt bliver en realitet, og hvor der skal vælges en formand.

Bag projektet står en gruppe frivillige med grønlandsk, islandsk, færørsk og skandinavisk ophav. En af dem er grønlandske Irene Jeppson, der har været med på projektet siden oktober.

- Vi mener, at vi stadig kan lære hinanden bedre at kende både menneskeligt og kulturelt. Og så kan vi lære en hel del om os selv, siger hun.

- Vi synes, at denne her forening mangler. Vi er en række nationaliteter her i Nuuk og i hele landet, og det kunne være fedt at lære hinanden bedre at kende. 

En masse muligheder i Norden 

Men hvorfor er det egentlig vigtigt at lære hinanden bedre at kende? For Irene Jeppson handler det blandt andet om viden og uddannelse.

- Der er en masse muligheder i Norden. Mit hjertebarn er at få flere unge ud i Norden, så de kan lære om den nordiske kultur og studere. Men også den anden vej - altså at få nogen hertil, siger hun.

For at åbne de unges øjne for mulighederne, vil foreningen sætte fokus på sprog, kultur og traditioner i nordiske lande. 

- Det kan være forskellige arrangementer. En islandsk aften hvor man fokuserer på islandsk madlavning. En grønlandsaften hvor vi viser lidt af den grønlandske kultur som trommedans, eller hvor man lærer at bygge en grønlandsk kajak eller et fokus på finsk litteratur.

- Men det kunne også være en fodboldkamp mellem de forskellige lande eller en strikkeaften. Der er så mange muligheder for at lære hinanden bedre at kende, siger Irene Jeppson.

- Vi går op og ned af hinanden for eksempel her i Nuuk. Der er en færøsk forening, som laver noget for sig selv, men denne her forening er for alle, om du er fra Sverige, Norge - eller hvor du nu kommer fra. 

Gruppen af frivillige er lige nu i Nuuk, men foreningen vil gerne ud på kysten også.