Ny fabrikschef i Narsaq

Den 58-årige Kunuk Albrechtsen er af bestyrelsen for Neqi udnævnt som ny fabrikschef på lammeslagteriet i Narsaq.
Skrevet af Karsten Sommer
21. marts 2014 05:10

Han efterfølger den hidtidige fabrikschef Henning Sønderup, der er gået på pension.

Kunuk Albrechtsen har en fortid i slagteriet, da han i perioden 1986-1991 var fabrikschef hos Royal Greenland i Narsaq, og han har ligeledes været fabrikschef i Royal Greenland i Paamiut. Derudover har han haft andre nøglepositioner i Royal Greenland, såsom vicedirektør i Produktions-og trawlerdivision, ligesom han også har været ansat i Polar Seafood.

KNI's konstituerede direktør, Peter Grønvold Samuelsen, er glad for, at Kunuk Albrechtsen har haft lyst til at binde an med den udfordrende stilling som slagteridirektør:

- KNI har netop moderniseret lammeslagteriet i Narsaq for knap 60 millioner kroner, så det opfylder EU's strenge veterinære krav. Neqi kommer således til være et vigtigt omdrejningspunkt for udvikling af landbrugsprodukter i Sydgrønland, både til gavn for fåreholderne og for Grønlands egenforsyning af fødevarer, siger Peter Grønvold Samuelsen, som også er formand for bestyrelsen i Neqi.

Kunuk Albrechtsen føler sig godt klædt på til den nye opgave.

- Jeg har mange erfaringer inden for de veterinære opgaver, som er en vigtig del af et velfungerende slagteri, og  har adskillige gange været med, når danske og EU-kontrollører kom for at inspicere slagteriet, siger den ny Neqi-direktør, der tiltræder sin ny stilling i løbet af foråret.