Ny direktør på plads i KNR

Efter et halvt år uden direktør har KNR nu fået posten som øverste leder besat. Søren Lennert Mortensen, der er tidligere direktør for KNI, skal nu efterfølge Ivalo Egede, der gik fra posten som direktør i slutningen af februar.
06. september 2013 13:54

Søren Lennert Mortensen begynder på jobbet d. 15. november og får nu tre år til at gøre KNR til en tidssvarende og effektiv medievirksomhed med en sund økonomi.

Bestyrelsesformand i KNR, Hans Peter Poulsen fastslår, at Søren Lennert Mortensen er den rette mand til at modernisere KNR.

- Jeg afslører vel ingen hemmeligheder ved at sige, at KNR har været igennem og stadig er midt i en
turbulent tid, præget af store udfordringer med såvel de fysiske rammer som økonomien. KNR er en
del af et meget komplekst og konkurrencepræget mediebillede. Derfor har vi ved ansættelsen lagt
vægt på at finde en professionel og kompetent leder med et indgående kendskab til Grønland, der
kan sætte KNR på kurs mod fremtiden, siger Hans Peter Poulsen.

Selv mener den nye dansktalende direktør fra Sisimiut, at han har fået en både spændende udfordring.

- Mange taler om KNR, men kun få gør noget ved det. Medieverdenen er under hastig forandring ikke bare i Grønland, men overalt i verden. Vi skal frem til kernen af, hvad KNR skal være bedst til i hele verden, og så lade andre om resten, siger Søren Lennert Mortensen, der nu ser frem til at komme i en tættere dialog med medarbejdere, ledelse, bestyrelse og ejerne.