Ny døgninstitution i Kangerlussuaq

Der skal oprettes en ny døgninstitution i Kangerlussuaq for socialt udsatte børn og unge i Grønland.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
10. oktober 2012 09:33

En ny døgninstitution for socialt udsatte grønlandske børn og unge er på trapperne. Det er den østjyske fond 'Kanonen', som driver seks socialpædagogiske afdelinger nær Hadsten i Danmark, der skal oprette en døgninstitution med to afdelinger. Døgninstitution oprettes i Kangerlussuaq fra den 1. januar 2013.

I torsdag sidste uge kom aftalen i hus mellem Selvstyret og fonden 'Kanonen', om en døgninstitution for socialt udsatte børn og unge.

I alt skal 12 danske pædagoger arbejde sammen med seks grønlandske kolleger på institutionen i Kangerlussuaq, som altså starter 1. januar 2013.

I går i radioavisen appellerede socialchef i Kommune Kujalleq, Mikkel Balle, til myndighederne herhjemme, om at gøre noget ved manglen på døgninstitutioner nu. Hvis ikke der blev gjort noget drastisk, måtte Kommune Kujalleq sende endnu 3 børn og unge til Danmark i nær fremtid.

- Og det er et overgreb at sende børn på 10-11-årige til Danmark, som også kun har begrænset skolegang, sagde socialchefen i Kommune Kujalleq, Mikkel Balle til radioavisen i går. Den udmelding er lederen i Kanonen, Trine Hounsgaard Pfeiffer, helt enig i.

- Fordi vi ser, det at grønlandske børn, der sendes til Danmark, bliver opdraget til dansk kultur og normer og bliver behandlet på dansk koncept. Og når de bliver færdigbehandlet bliver de sendt tilbage til Grønland for at de skulle leve deres ungdom videre der. Og vi ved at det sjældent bliver et succesfuldt liv, siger Trine Hounsgaard Pfeiffer.