Ny bog på gaden om grønlandske planter

Torsdag udkommer en ny bog om grønlandske planter og urter.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
03. maj 2018 10:23

Bogen "Grønlandske planter til krop og sjæl" (Kalaallit Nunaata naasui – timimut tarnimullu) er skrevet af de to plante-entusiaster, Lissi Olsen og nu afdøde Kirsten Jespersen.

De to mener og mente, at grønlandske planter ikke alene er gode i madlavning og som te, faktisk kan en hel del også lindre og forebygge sygdomme.

Den nye bog fokuserer på 25 udvalgte planter, hvoraf de fleste indeholder nyttevirkende stoffer, skriver forlægger Lene Therkildsen fra Milik Publishing i en pressemeddelelse om udgivelsen.

Bogen giver er opdelt i to, første del viser gennem fotos hvordan man selv kan plukke urterne. Anden del består af opskrifter så man nemt kan anvende planterne i te, mad, bagværk mv.

Bogen udkommer i en grønlandsk og en dansk version. Intentionen er, at den også skal oversættes til engelsk.

Udgivelsen fejres torsdag eftermiddag i Nuuk, med et arrangement i Inuk Hostels fra 16-18, hvor der vil være smagsprøve på kage og te fra bogen.