Ny bestyrelsesformand for KNR

Naalakkersuisut har fredag den 2. oktober udnævnt direktør i Inuk Media Peter Jensen, som formand for KNR's bestyrelse.
Skrevet af mlk
05. oktober 2009 09:21

Medlem af Naalakkersuisut Mimi Karlsen udtaler, at hun er sikker på, at Peter Jensen bliver en god formand for KNR.

– Vi har i Naalakkersuisut prioritet hans branchekendskab meget højt. Peter Jensen har gennem sit arbejde med især TV mediet oparbejdet en bred viden om, hvad der skal til for at leve op til kvalitetskravene inden for branchen, og det er vigtigt at sikre, at direktionen i KNR kan få en professionel dialog med bestyrelsen - i disse tider med stigende krav til radio, fjernsyn og internet, siger hun.

Den nyudpegede bestyrelsesformand Peter Jensen, der er 47 år, er til daglig direktør i sit eget firma Inuk Media, og han har vundet en række internationale priser for sine TV produktioner.

- Jeg er rigtigt glad for denne udnævnelse, og jeg håber, at jeg kan være med til at sikre en god udvikling for KNR, så public service stationen kan udvikle sig til en moderne servicevirksomhed, der kan være med til at binde Grønland sammen og sætte vort land på verdenskortet, siger Peter Jensen.

Han er allerede trukket i arbejdstøjet og leder i dag sit første møde i bestyrelsen i KNR, hvor den kommende strategi for 2010 – 2014 er på dagsordenen.