Ny asfaltmaskine samler støv

Trafikanter i Qaasuitsup kommunia kan ikke forvente, at der bliver lagt et nyt lag asfalt i byernes slidte veje i nærmeste fremtid. En splinter ny asfaltmaskine samler støv og venter på miljøgodkendelse på anden måned.
Skrevet af Noah Mølgaard
15. august 2012 07:51

Qaasuitsup Kommunia har anskaffet sig en ny asfaltmaskine til 10-11 millioner kroner. Men den store maskine måtte indstille prøveproduktionen i starten af juli på grund af manglende miljøgodkendelse.

- Vi har endnu ikke fået miljøgodkendelsen. Vi er bange for, at det kan være for sent at lægge nyt asfalt på vejene i år, fordi kulden så småt allerede er begyndt at komme, siger borgmester Jess Svane til KNR.

Mange veje i byerne i Qaasuitsup Kommunia er ujævne og hullede. Bilister må nærmest køre slalom for at skåne deres køretøjer.

Den daværende Ilulissat Kommune havde en asfaltmaskine, som nu er blevet erstattet med en ny. Den nye asfaltmaskine skal kunne levere asfalt til andre byer i Qaasuitsup Kommunia og var også begyndt på en prøveproduktion, da den stod klar i slutningen af juni.

Kommunen havde regnet med, at den gamle miljøgodkendelse til den nu erstattede asfaltmaskine kunne bruges, da den nye maskine blev gjort klar.

Departementet for Natur og Miljø har meddelt, at ansøgningen om miljøgodkendelsen bliver behandlet administrativt i Selvstyret. Men der kan ikke produceres asfalt før miljøgodkendelsen er udstedt.

- Vi var som nævnt gået igang med prøveproduktionen, og specialister fra den fabrik, der har fremstillet maskinen, var også i Ilulissat for at instruere i at bruge maskinen. Vi vil først lave en mere detaljeret planlægning af udbedring af vejene i vores kommune, når vi har gennemført prøveproduktionen, siger Jess Svane.