Ny arktisk strategi på vej

Det danske udenrigsministerium er ved at lægge sidste hånd på en helt ny strategi for udviklingen i Arktis. Dokumentet, der er udarbejdet i fællesskab af Danmark, Grønland og Færøerne, er endnu ikke offentliggjort, men KNR er kommet i besiddelse af et udkast.
16. maj 2011 15:41

Og det slår fast, at den danske regering og Grønlands Naalakkersuisut nu i fællesskab sender et klart signal om, at det er grønlænderne selv, der må afgøre, hvis regler der skal gælde for hele råstofområdet - både til vands og til lands.

Formanden for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist har længe presset på for at få disse grundprincipper slået fast.

I strategiplanen vil der nu komme til at stå at " Det er et centralt mål for Kongeriget, at beslutninger vedrørende forvaltning og anvendelse af ressourcer og beskyttelse af miljøet træffes af Kongerigets arktiske befolkninger selv".

Strategiplanen vil samtidig understrege, at olie og gasudvinding bør ske efter de skrappeste sikkerhedsforanstaltninger og med den bedst tænkelige teknologi, men den overordnede prioritering af Grønlands ret til økonomisk udvikling slås nu fast med syv-tommer-søm.

Samtidig bekræfter strategiplanen også, at inddragelse af Nordpolen i det danske rigsfællesskab hører under Danmarks og Grønlands fælles, politiske mål.

Flere danske ministre har tidligere antydet hensigten, men først nu vil kravet på Nordpolen være officiel dansk politik, der vil blive præsenteret for Rusland og andre nationer med interesse i Nordpolen.

Her skal det lige bemærkes, at Kuupik Kleist tidligere har givet udtryk for det synspunkt, at Nordpoloen bør forblive hele menneskedens ejendom. Men den tanke er ikke nævnt i udkastet til den fælles arktiske strategi.

Det kan tilføjes, at intet i strategiplanen tyder på, at danske virksomheder får forrang for virksomheder fra andre lande, når rettighederne til Grønlands råstoffer skal uddeles.