Ny arktisk litteraturpris i Canada

Ligesom her i Grønland arbejdes der i Canadas arktiske egne på at få unge til at skrive.
19. september 2013 07:11

En ny pris skal nu understrege vigtigheden af at få indianere, inuit og metis forfattere til at skrive litteratur, især for unge oprindelige folk men også for andre unge canadiere.

Den ny pris hedder "The Burt Award for First Nations, Métis and Inuit Literature"  og den vil blive uddelt første gang den 2. oktober i år.

Der ligger to ideer bag ved denne nye pris. Den ene er at opmuntre og udfodre indianer, inuit og Metis forfattere til at skrive romaner og historier om deres liv og oplevelser. Det andet og ligeså vigtige mål er at få flere unge oprindelige folk til at læse bøger, da der ikke er den samme læsekultur som for eksempel i Grønland.

Prisen har en første præmie på lidt over 60.000 kroner. Desuden er det garanteret at vinderbogen vil blive trykt i over 2500 kopier, og at de fem bedste boger vil blive sendt til skoler og biblioteker over hele landet, hvor oprindelige folk bor.