Ny Arktis-konkurrence: Unge skal dyste i iværksætteri

Arktiske lande er gået sammen om en ny konkurrence, der skal fremme innovation blandt unge i Arktis.
Nøglen til fremtidigt samarbejde og udvikling i Arktis ligger i hænderne på ungdommen, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Arkivfoto. Foto © : Paalu Møller KNR
11. maj 2020 11:43

I dag løfter Grønland sammen med Danmark, Færøerne og Island sløret for en ny konkurrence for unge i Arktis.

Målet er, at styrke iværksætteri og innovation blandt unge i den arktiske region og skabe opmærksomhed på muligheder for at investere.

Her kan du læse mere om konkurrencen:
http://www.arcticfuturechallenge.org/categories

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er det særligt vigtigt at konkurrencen er for unge:

- Nøglen til fremtidigt samarbejde og udvikling i Arktis ligger i hænderne på ungdommen.

- Det er de unge, som får ansvaret for, at regionens naturressourcer i fremtiden udnyttes på bæredygtig vis, siger udenrigsministeren i pressemeddelelsen.

Kategorierne er:

1. Arctic Youth Startup of the Year
2. Arctic Youth Founder(S) of the Year
3. Best Artic Youth Business Concept

Kilde: Udenrigsministeriet

Man skal være mellem 18 og 29 år

For at deltage i konkurrencen skal man være mellem 18 og 29 år og under uddannelse eller drive en virksomhed i eksempelvis Grønland eller på Færøerne.

De unge kan stille op og konkurrere i tre forskellige kategorier:

I den første kategori skal de dyste om, hvilken startup-virksomhed, der har udviklet sig mest i løbet af det seneste år.

I den anden kategori kan deltagerne dyste om at have opnået noget særligt som iværksætter i det år, der lige er gået. Det kan være i forhold til kundevækst, salg, fundraising eller bæredygtighed.

Den sidste kategori tager udgangspunkt i det bedste forretnings-koncept.

Alle finalisterne skal efter planen deltage i finalen, der afholdes i Reykjavik i Island til oktober.