Ny aftale afbøder nedskæringer i åbningstider

En ny serviceaftale mellem KNI og Selvstyret synes nu at være på vej. Og den betyder blandt andet længere åbningstider, end der var lagt op til i dét aftaleudkast, fianansudvalget sagde nej til i december.
17. april 2012 11:41

Nu er forhandlingerne mundet ud i en lidt dyrere fem-årig aftale, der i forhold til det afviste udspil betyder længere åbningstider og dermed bedre service.

Selvstyret og KNI har i alt fundet 16 millioner kroner frem, for de næste fem år at kunne fordoble kravene til minimumsåbningstider. I forhold til det udkast, som Finansudvalget ikke ønskede at godkende, betyder det, at kiosker nu skal have åbent mindst ti timer om ugen, mens kravet til servicebutikker bliver på mindst 20 timer.

Men intet er endnu sikkert, for Finansudvalget savner fortsat nogle svar, før man vil tage endelig stilling til den nye servicekontrakt for årene 2012-16.

I en orientering til Naalakkersuisut beder udvalget i skarpe vendinger om afklaring på, hvordan høringerne af bygdeforeningen KANUNUPE er foregået og beder blandt andet Naalakkersuisut fremskaffe en skriftlig stillingtagen fra KANUNUPE.

Finansudvalgets formand, Anda Uldum, vil over for KNR ikke uddybe manglerne, men siger, at der er nogle løser ender, som man snart regner med at have afklaret.

Demokraternes politiske ordfører var i øvrigt det eneste udvalgsmedlem, der accepterede Selvstyrets oprindelige udspil. De øvrige partier i udvalget kaldte det ligefrem en omgåelse af menneskerettighederne på grund af en markant forringet service for bygder og yderdistrikter set i forhold til byerne.