Ny afstemning om bankaftale i Island 9.april

9. april skal islændingene igen til stemmeurnerne for at give deres mening til kende om den meget omdiskuterede Icesavelov.
Foto © : Johannes Jansson
Skrevet af Karsten Sommer
26. februar 2011 13:25

Det siger indenrigsminister Ögmundur Jónasson ifølge islandske RÚV efter et regeringsmøde fredag.

Selv om Icesaveloven blev vedtaget med et solidt flertal i Altinget torsdag i forrige uge, så nægtede præsident Ólafur Ragnar Grímsson søndag for anden gang at skrive under på loven, og dermed blev den ifølge Islands forfatning sendt til folkeafstemning.

Aftalen om Icesave er vigtig for Island, da den er afgørende for landets lånemuligheder i Den Internationale Valutafond (IMF).

Med præsidentens afvisning af loven er der skabt ny usikkerhed om aftalen med Holland og Storbritannien om tilbagebetaling af en milliardgæld i kølvandet på den islandskejede internetbank Icesaves kollaps i 2008.

9. april får den islandske befolkning altså nu mulighed for at stemme for eller imod aftalen.