Nuummioq producer: Jeg har stået meget alene

For første gang tager Mikisoq Lynge nu bladet fra munden, og udtaler sig om de anklager, som hans gamle kollega Otto Rosing har rettet mod ham i forbindelse med produktionen af filmen Nuummioq.
Foto © : KNR/Arkiv
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. juli 2012 09:42

I foråret 2011 politianmeldte filmens instruktør Otto Rosing producer Mikisoq Lynge for underslæb. I alt er der brugt 281.776 kroner på private udgifter. Derudover mangler der bilag for 499.000 kroner og Mikisoq Lynge har ifølge Otto Rosing  udbetalt løn til sig selv for 489.290 kroner uden bestyrelsens godkendelse.

Det er filmmagasinet Ekko, der i en lang artikel i dag sætter fokus på det kuldsejlede filmprojekt. I artiklen forholder Mikisoq Lynge sig til de konkrete anklager. Han indrømmer, at han ikke kunne styre økonomien.

- Jeg har begået mange fejl, men det skal altså også ses i lyset af, at min partner, Otto, forsvinder meget tidligt i processen, hvor jeg så står med det hele alene. I den situation har jeg gjort det så godt, jeg kunne. Jeg havde jo aldrig prøvet at lave film før. Jeg synes, man bør fokusere på, at vi fik lavet den her film mod alle odds, og at den har fået en betydning for Grønland.

Mikisoq Lynge indrømmer, at have brugt firmaets kort til private udgifter, men tilføjer, at han også har brugt sit private kort til firmaets udgifter. Desuden forklarer han, at han har leveret bilag for den halve million, der manglede i regnskaberne.

Og så hævder han, at bestyrelsen havde godkendt hans løn på 20.000 kroner om måneden. En påstand, som dog afvises af Otto Rosing og bestyrelsesmedlem Karin Thorsen.

Nuummioq er produceret på et budget på 4,5 millioner kroner. Firmaet 3900 Pictures er i dag gået konkurs med en million kroner i gæld. Herudover kommer ubetalte lønninger til skuespillerne, som de aldrig ser.