Nuuks største natklub lukker og slukker

- Vi er ved at nå den alder, at vi efter 44 år i nattelivet mener, at det er på tide af takke af, siger Helge Tang.
Manhattan Nightclub blev etableret i 2006, hvor også bryggeriet Godthaab Bryghus blev grundlagt. Foto © : KNR
20. februar 2020 09:06

For snart 14 år siden åbnede natklubben Manhattan dørene i Nuuk. Men nu er det slut. I lørdags blev de sidste shots langet over disken, og musikken stoppede for altid.

Lokalerne er nemlig lejet ud til Pisiffik, og i fremtiden skal der sælges mælk og andre dagligvarer fra det tidligere så festlige sted. 

- Lige så begejstrede man kan være for en trend, ligeså vigtigt er det at følge med tiden og udviklingen, siger bestyrelsesformand Helge Tang fra Heca Nuuk A/S.

Manhattan Nightclub blev etableret i 2006, hvor også bryggeriet Godthaab Bryghus blev grundlagt. Før den tid har Juhl og Tang blandt andet stået bag diskoteket på Tulles Rock Cafe og Disco Palace. 

Takker af efter 44 år i nattelivet

Godthaab Bryghus, Daddy´s og Pub Takuss vil dog fortsat være åbent – men det bliver med en ny ejer. Både ejendom og driftsselskab er blevet solgt i dag.

Driftsselskabet HECA Nuuk A/S er solgt til Larseeraq C. Egede fra Grønlands Ejendomskontor og Nicolai Haagen Olesen fra Repenso.

- Vi er ved at nå den alder, at vi efter 44 år i nattelivet mener, at det er på tide af takke af, siger Helge Tang.

De to restauratører fortsætter dog med deres andre projekter som for eksempel lanceringen af et ny budgethotel, HHE Express, der åbner i april.