Nuuk summer af ICC-gæster

I morgen tidlig skydes ICC-kongressen officielt i gang. Men allerede nu summer Nuuk af aktivitet.
Skrevet af Rune Langhoff
27. juni 2010 12:33

Masser af ekstra fly fyldt med deltagere har dagen i gennem landet i Nuuk og registreringen af deltagere er lige nu i gang i kulturhuset Katuaq.

Men hvad er det nu ICC foretager sig?

ICC er en såkaldt NGO-organisation, og den kæmper for inuitbefolkningernes sag på tværs af landegrænser og formidler viden mellem de folk, som lever i disse områder. NGO står for Non-Governmental Organization. Det vil sige, at ICC ikke er styret af landenes regeringer.

ICCs generalforsamling afholdes hver 4. år, og sidst kongressen fandt sted i Nuuk var i 1998.

Kongressen består både af sessioner med taler og debat i åbent forum og delegationsmøder, hvor delegationerne fra de forskellige lande mødes hver for sig.

På årets program er der 4 temaer. De har følgende overskrifter: Økonomisk Udvikling, Klima, Sundhed og Velvære og Jagt og Fødevarer.

I løbet af hele konference vil der i øvrigt blive afholdt en stribe kulturarrangementer. Se meget mere om dem på knr.gl.