Nuuk set gennem en (sur) amerikaners øjne

I sidste uge var omkring 60 pressefolk på plads i Nuuk for at rapportere fra Arktisk Råds-mødet. Men hvad synes de egentlig om Grønland?
Skrevet af Rune Langhoff
16. maj 2011 11:29

Andrew Quinn, journalist på et af verdens allerstørste nyhedsbureauer, Reuters, har skrevet en længere blog om fulde grønlændere, smuk natur og thailandsk porno. Hans blog lægger ud med spørgsmålet "Hvor er Nuuk egentlig og hvorfor ville man tage dertil?" og undervejs giver han så både grunde til at blive væk - og komme igen.

Alkoholforbruget faldt i hvert fald ikke i god jord:

"Vi tog på det lokale bryghus og her så vi, hvad folk bruger det meste af deres tid på i Nuuk: Nemlig drikkeri. Folk var ekstremt, skrækkeligt fulde," skriver Andrew Quinn.

Men mens han ikke var begejstret for Nuuks natteliv, var bådturen næste dag - hvor Hillary Clinton og de øvrige ministre sejlede til Sermitsiaq - en stor oplevelse. "Det var virkeligt et par bemærkelsesværdige timer," skriver han.

Hans overordnede indtryk af Nuuk er dog, at det er en dyster by uden træer. Der er dog også smukke områder, synes han og nævner nogle pastelfarvede ældre bygninger.

Så fortæller Quinn om sit besøg på det, han mener er Grønlands eneste thai-restaurant. Den tror han hedder Thai Porn, altså thailandsk porno, og ikke Charoen Porn, som retteligt er navnet.

Rent politisk er der i bloggen ikke meget nyt under solen, men han beskriver Arktisk Råd som et i hvert fald indtil videre halvhjertet forsøg på at samarbejde mellem de arktiske lande.

Og så fremgår det endelig også, at det faktisk, i hvert fald ifølge Quinn, var tvivlsomt om Clinton ville nå frem. Vejret i Nuuk gav nemlig ikke de bedste landingsmuligheder for det amerikanske fly.

Du kan læse blogindlægget på www.quinntelligence.com