Nuuk søger AWG-værtskab

Kommuneqarfik Sermersooq har i samarbejde med Selvstyret sendt en officiel ansøgning om værtskab af Arctic Winter Games 2016.
Skrevet af Noah Mølgaard
06. februar 2012 08:47

Nuuk vil formentlig stå på den anden ende i marts 2016, når omkring 2.000 gæster udefra kommer for at deltage i Arctic Winter Games.

Nuuk og Selvstyret har sendt den officielle ansøgning til værtsskabet for Arctic Winter Games 2016. Ansøgningen, der blev sendt i sidste uge lægger op til tæt samarbejde med Iqaluit, men ikke i samme omfang som i 2002, hvor Nuuk og Iqaluit delte værtskabet.

- Vi har skrevet i ansøgningen, at vi ikke agter at bygge en isskøjte hal. Vi har efter dialog med regeringen i Nunavut og kommunalbestyrelsen i Iqaluit, foreslået at konkurrencerne i skøjt bliver afviklet i Iqaluit, siger formanden for styregruppen for Grønlands ansøgning William Kriegel fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Den internationale komite, der er den øverste myndighed for Arctic Winter Games, har ellers lagt op til at der skulle bygges en isskøjtehal i forbindelse med Grønlands værtskab.

- Vi skal understrege, at der er tale om ansøgning. Nu bliver det op til den internationale komite om de vil gå med til at en del af arrangementet bliver afviklet i Iqaluit, siger William Kriegel.

- Men vi har skrevet, at samtlige deltagere kunne deltage i åbningsceremonien og afslutningsceremonien i Nuuk, siger William Kriegel.

Der skal ifølge ansøgningen komme omkring 2.000 gæste udefra, men datoerne er endnu ikke fastlagt.

- Vi har anslået udgifterne til selve arrangementet til at være på omkring 48 millioner kroner. Vi har aftalt med Selvstyret at vi deler udgifterne 50/50. Der skal også ansættes personale i forbindelse med arrangementet. En del af deres opgave bliver at sikre så mange sponsorindtægter som muligt, siger William Kriegel.

Naalakkersuisoq for kultur Mimi Karlsen og viceborgmester Per Berthelsen fra Kommuneqarfik Sermersooq tager med til Arctic Winter Games i Whitehorse i starten af marts. Det er planen, at der i den forbindelse skal holdes flere møder om Grønlands eventuelle værtsskab i 2016.