Nuuk ramt af omfattende strømsvigt: Stilhed i radioen
Nukissiorfit oplyser på deres hjemmeside, at der grundet et uheld er afbrydelser i forsyningen af strøm i dag den 28. december. Det gælder store dele af Nuuk og bydelen Qinngorput.
Strømsvigtet har medført, at netværksforbindelsen hos KNR og flere andre steder er ude af drift, og af den grund kan der på nuværende tidspunkt ikke sendes radio. KNR's teknikere arbejder hårdt på at få systemet op at køre igen.
Nukissiorfit meddeler, at de arbejder på at udbedre fejlen og få strømmen tilbage til borgerne hurtigst muligt. Energiselskabet vurderer, at strømmen visse steder kan være afbrudt frem til klokken 16.
Nukissiorfiit oplyser klokken 12.40 på Facebook, at de fortsat arbejder på at udbedre strømafbrydelsen. Fejlen er lokaliseret, og arbejdet med at genetablere strømforsyningen i Nuuk er i gang.
Opdatering kl. 14.28:
Grønlands Politi oplyser, at man som udgangspunkt kan kontakte politiet på telefon 70 14 48, men i de tilfælde, der er udfald og telefonnummeret ikke virker, kan man træffe politiet på telefon 56 71 20.
Politiet har flere patruljer på arbejde og er ekstra synlige i hele Nuuk. I akutte tilfælde kan man henvende sig personligt på politigården i Nuuk.