Nuuk Lufthavn lukker for en kort bemærkning
I weekenden kommer flyene til at stå stille i lufthavnen i Nuuk, og der er heller ingen fly, der lander.
Det oplyser Greenland Airports i et Facebook-opslag tirsdag formiddag.
Begrundelsen er, at det hul, der opstod i landingsbanen tilbage i slutningen af maj, nu skal repareres ordentligt, så det ikke sker igen.
29. maj betød det pludselige hul, at der i et døgn hverken lettede eller landende fly i lufthavnen. Og nu gentager det scenarie sig.
Ny rejseplan inden dagen er omme
Den her gang bliver det hen over den kommende weekend, altså fra natten til lørdag og frem til natten til mandag, skriver Greenland Airports i opslaget og håber på forståelse.
Tidspunktet er begrundet fra Greenland Airports med, at det er ‘det tidsrum, hvor der er færrest flyvninger i løbet af ugen’. På trods af det vil der selvfølgelig være passagerer, der bliver berørte, fortæller Air Greenland. Hvor mange passagerer, der helt præcist er tale om, vil flyselskabet ikke oplyse.
Men de berørte passagerer skal enten afsted tidligere, fordi de skal rejse fredag, eller også kan de se frem til at blive forsinket, fordi de først har fået en billet til mandag morgen.
Hvis du er en af dem, vil du i løbet af tirsdag modtage en ny rejseplan, oplyser Air Greenland.