Nuuk International Film Festival er i luften: Det bedste program, vi har haft

På dette års filmfestival gæster ni canadiske filmskabere festivalen.
Pipaluk Kreutzmann Jørgensen (tv.) og Emile Hertling Péronard (th.) er to af initiativtagerne bag Nuuk International Film Festival. Foto © : Nuuk International Film Festival
15. september 2022 11:50

- Nyd festivalen, elsker jer. KH toastmaster og supboardpro!

Sådan er budskabet på tavlen i et lokale i kulturhuset Katuaq, hvor en håndfuld mennesker er i fuld gang med at forberede Nuuk International Film Festival.

Nuuk International Film Festival

Det er sjette gang i år, at Nuuk International Film Festival løber af stablen.


Et af festivalens højdepunkter er ni filmskabere fra Nunavut, som gæster filmfestivalen.

På dettes års filmfestival kan man blandt andet se dokumentaren Tsumu, The Green Land af Inuk Silis Høegh og Angakusajaujuq af Zacharias Kunuk.

Der er præcis fire en halv time til åbningen af festivalen, da KNR besøger initiativtagerne bag filmfestivalen onsdag eftermiddag. 

Og selvom filmproducer og instruktør Pipaluk Kreutzmann Jørgensen, der er en af initiativtagerne, fremhæver, at der som regel plejer at være klar til åbningsreceptionen aftenen før, er scenen stadig ved at blive bygget i Katuaqs biografdeling.

Men de skal nok nå det, forsikrer Pipaluk Kreutzmann Jørgensen. Og det gjorde de.

For i går aftes gik filmfestivalen i luften.

Bedste program i seks år

Og ifølge en anden af initiativtagerne, filmproducer Emile Hertling Péronard, er dette års filmfestival meget lovende.

- Der har været så mange gode film at vælge imellem, og jeg synes, det er det bedste program vi har haft på filmfestivalen i de seks år, den har eksisteret, siger han.

Årets åbningsfilm er dokumentarfilmen Tsumu, som følger en gruppe unge venner i Tasiilaq. Og netop de unges stemmer har festivalen særligt fokus på, forklarer Pipaluk Kreutzmann Jørgensen.

- Det er meningen med Nuuk International Film Festival, at de unge også skal høres, for det er vigtigt, at de stemmer kommer frem.

Samarbejde med filmskabere i Canada

I år gæster ni filmskabere fra filmfestivalen i Nunavut Nuuk. Og det er noget, som festivalens initiativtagere særligt har glædet sig til.

- Vi har så mange ting tilfælles. Vi deler den samme historie, kultur og traditioner. Mange af vores fortællinger har også ligheder, så det med at se hinandens film er også en mulighed for at dele de ting, vi har tilfælles og blive klogere på hinanden, siger Emile Hertling Péronard.

Samtidig er festivalen en mulighed for at styrke filmindustrien i Grønland, som trods ti år på bagen, stadig er relativ ny sammenlignet med andre steder.

- Hvis vi ser 10 år tilbage, var der dårligt nok en filmindustri og heller ikke nogen filmfestival i Nuuk og i Grønland. Så det hele er meget nyt. Jeg håber, at filmfestivalen vil bestå i mange år og være et udstillingssted, hvor vi grønlandske filmskabere kan vise vores film frem for andre og for hinanden, siger Emile Hertling Péronard.

Filmfestivalen varer frem til lørdag, hvor der er film og arrangementer i Katuaq og forskellige andre steder i Nuuk.