Nuuk får posten via Island

Det er lykkedes for Post Greenland at fragte 50 kilo luftpost fra Danmark til Nuuk via Island. 5 tons breve og pakker sidder dog stadig fast i Kastrup.
14. januar 2011 09:01

Mens 5 tons breve og pakker venter på at blive fragtet til Grønland fra Kastrup, er det lykkedes for Post Greenland at fragte omkring 50 kilo brevpost med i Air Icelands begrænsede pladser til Nuuk. Omvendt er 400 kilo post og fragt fra Nuuk til Danmark også er blevet fløjet Reykjavik, og derfra blevet fløjet videre til Danmark.

Post Greenland oplyser også, at endnu 400 kilo breve og pakker fra Danmark til Grønland, også er blevet fløjet fra Kastrup til Reykjavik og venter på at blive fragtet fra Reykjavik til Nuuk.

- Hvis fly-konflikten fortsætter og mængderne stiger, så vil Post Greenland overveje om nogle af mængderne skal sejles til Grønland, siger distributionschef i Post Greenland, Lars Holm Hansen til KNR. Han understeger dog, at forsendelser med skib kan være op til 14 dage.

Ifølge Post Greenland er intern luftpost herhjemme indtil videre blevet fragtet med skibe i de steder, der bliver besejlet.

Post Greenland håndterer normalt dagligt mellem 300 og 400 kilo post til Danmark fra Grønland, og omvendt omkring 1.500 kilo fra Danmark til Grønland.