Nuuk får ny brandstation: Vil stå klar i 2022

En ny og moderne brandstation på mere end 2800 kvadratmeter skal bygges i Nuuk. Den nye brandstation skal placeres mere centralt end den gamle brandstation.
Det forventes at koste omkring 100 millioner kroner at opføre den nye brandstation, som forventes at stå klar til brug den 1. maj 2022. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq / Nuuk City Development
12. november 2020 13:23

Kommuneqarfik Sermersooqs byudviklingsselskab, Nuuk City Development, har indgået en kontrakt med byggevirksomheden MT Højgaard om at bygge en ny brandstation i Nuuk.

Ansatte og frivillige brandmænd kan glæde sig til at rulle ud fra en ny lokation om to år, når den nye brandstation står klar.

Brandstationen skal bygges ved forbrændingsanlægget ved Borgmester Anniitap Aqquserna. Det forventes at koste omkring 100 millioner kroner at opføre den nye brandstation, som forventes at stå klar til brug den 1. maj 2022.

Glad borgmester: Fremtidssikret brandstation

Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Charlotte Ludvigsen (IA), glæder sig over den nye brandstation.

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu får en moderne og fremtidssikret brandstation, som ligger centralt og dermed tæt på alle borgerne, siger hun i en pressemeddelelse.

Borgmester Charlotte Ludvigsen er også glad for, at de ansatte og frivillige brandfolk kommer til at få bedre muligheder for at udføre deres opgaver i Nuuk. Placeringen kommer til at sikre en fornuftig reaktionstid i hele Nuuk, også for den kommende bydel, Siorarsiorfik, skriver borgmesteren.

Brandstationen på mere end 2800 kvadratmeter vil blive opført i to etager med personalefaciliteter, garager, vaskehal og værksted, skriver kommunen.