Nuuk får Arctic Winter Games sekretariat

Der er nu nedsat en værtskomite for Arctic Winter Games 2016, hvor borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup er formand. Det meddeler rådgiver og sekretær for værtskomiteen Claus Nielsen.
Skrevet af Noah Mølgaard
08. januar 2013 09:20

Mange kan sikkert huske det store skilt med Arctic Winter Games 2002, der hang udenfor venstre fængsel ved Rådshuset. Nu skal der igen etableres et Arctic Winter Games sekretariat i Nuuk i forbindelse med forberedelserne til Arctic Winter Games 2016.

Kontrakten for værtskabet i 2016 blev underskrevet i Whitehorse sidste år og nu har Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret nedsat en værtskomite. Borgmester Asii Chemnitz Narup er formand, hvor de øvrige medlemmer er medlem af Naalakkersuisut Mimi Karlsen og formanden for GA Henrik Sørensen. Grønlands to medlemmer i Arctic Winter Games internationale komite Peter Frederik Lyberth og Mikael Kristensen bliver tilforordnet i komiteen.

Der skal senere i januar vælges en styrekomite, hvor Selvstyret, Kommuneqarfik Sermersooq og erhvervslivet vil være repræsenteret.

Grønlands værtsskab af Arctic Winter Games i 2016 indebærer, at der bliver afviklet konkurrencer i 14 forskellige sportsgrene, mens skøjtekonkurrencerne bliver afviklet i Iqaluit i Nunavut.

Det er som nævnt anden gang Nuuk bliver vært for Arctic Winter Games. Men opgaven er større denne gang, da næsten samtlige konkurrencer og samtlige kulturarrangementer skal afvikles i Nuuk, efter at Nuuk og Iqaluit delte værtsskabet i 2002.

Nuuk havde dengang 1.000 frivillige til at løfte den store opgave og der bliver brug for 1.400 frivillige i 2016. Det forventes, at omkring 1.500 sportsfolk og ledere kommer til Nuuk i 2016, meddeler Claus Nielsen, som også var sportsmanager for Arctic Winter Games i 2002.