Nuuk-borgere svømmer 237.600 meter

Et usædvanligt sportsresultat fra svømmehallen Malik i Nuuk er nu en realitet. Her er der i dag blevet svømmet intet mindre end 237.600 meter.
04. oktober 2009 11:33

Det betyder, at svømmehallen i Nuuk er kommet ind på en 12. plads i konkurrencen "Danmark Svøm Langt 2009", hvor 40 svømmehaller i Danmark og så Malik har dystet om, hvor der i dag blev svømmet længst muligt. Resultatet bliver regnet ud ved at lægge alle svømmernes distancer sammen.

De 237.600 meter i Malik i Nuuk er tilbagelagt af i alt 130 deltagere, og når man regner ud, hvor mange procent af byens borgere, som dermed har været nede at svømme i dag, så rækker det faktisk til en 9. plads på hitlisten over antal deltagere.

- Det er utrolig flot gået i forhold til sidste år. Jeg er rigtig stolt, siger halinspektør Calle Tøtrup.

Med til historien hører, at dagens ældste svømmer var Anna Diaderischsen på 68 år, som svømmede 700 meter. Dagens yngste svømmer var Misu Nymand Senderovitz på kun 2 ½ år, som svømmede 150 meter.

Den person, som svømmede længst i dag, var Christian Kjeldsen med hele 16.400 meter.