Nutidens skoleophold er ikke traumatiserende

Grønlandske børn sendes også på skoleophold i Danmark i dag. Men der er væsentlige forskelle fra 60'ernes og 70'ernes skoleophold.
18. marts 2010 14:00

I dag kan grønlandske børn stadig komme på skoleophold i Danmark.

Lina Ravn Davidsen er lærer og mor til nogle af de børn, der i dag tager turen over atlanten.

- Vi har tre punkter, som vi syntes, er vigtige, når vi sender børn til Danmark. For det første den sproglige udvikling, for det andet det at lære noget om den danske kultur og for det tredje den personlige udvikling, forklarer Line Ravn Davidsen.

Flere børn oplevede før i tiden, at det kunne være meget svært at komme tilbage til Grønland igen. Derfor arbejder skolelærer Lina Ravn Davidsen i dag med at lette børnenes overgang mellem kulturerne.

- De har ofte bare fået lov til at komme hjem. Men der er nogle emner og ting, man som lærer skal snakke med børnene om. For eksempel, hvordan de oplever forskellen fra før de tog af sted, og efter at de er kommet tilbage. Og hvordan deres egen vurdering af opholdet er, siger hun.

Og børnenes vurdering er, ifølge Lina Ravn Davidsen, ofte meget positiv.

- De har i hvert fald mod på at tale noget mere dansk, og de har også udviklet sig personligt i mærkbar og gevaldig grad, slutter Lina Ravn Davidsen.

Antropolog Maria Rytter understreger også, at opholdene i dag er væsentligt anderledes end tidligere tiders.

- De 10-11 årige børn er højst af sted i nogle få måneder, og formålet er mere kulturudveksling end egentlig uddannelse, og den forskel er vigtig, siger Maria Rytter

- Det er meget sværere for barnet at rumme et helt år end at rumme nogle få måneder, og i dag kan man ringe med mobiltelefoner og skype, så kontakten med forældrene er meget tættere. Dengang kunne man sende et brev. Så kontakten dengang har været næsten lig med nul. Og det har betydet en hel anden ensomhedsfølelse og forladthed for barnet, siger Maria Rytter.