Nunavut stadig præget af et hårdt liv
Ved konferencen Nunavut 15 samledes mange af de personer, der har spillet en afgørende rolle i oprettelsen af Nunavut.
Terry Audla, præsident for inuit Tapiriit Kanatami, forsøgte at svare på, om inuit i området har det bedre nu end for femten år siden. Mange af hans meldinger var negative.
Folk i Nunavut-regionen lever i gennemsnit 10 år kortere end andre canadiere og børnedødeligheden er stadigvæk alt for høj. Nunavummiut har det højeste antal af selvmord i hele Canada - omkring elleve gange flere, og der er alt alt for mange infektionssygdomme blandt andet tuberkulose, udtalte Terry Audla.
Læs også Inuit i Nunavut protesterer imod høje fødevarepriser
Mange af disse negative tal hænger direkte sammen med manglen på ordentlige og sunde huse, sagde Terry Audla.
Lidt over en tredjedel af alle huse i Nunavut er overfyldte, det vil sige, der er flere end en person per værelse. Ja, i nogle små huse kan der ofte bo 15-18 mennesker.
Læs også Leona Aglukkaq: Regeringen giver tilskud til fødevarer i Nunavut
Det er ikke blot usundt. Det fører til vold, mentale problemer og de unge kan ikke få en sund opvækst eller studere i et sådant miljø. Den dårlige boligsituation har en meget negativ indflydelse, forklarede Terry Audla.
I et interview med KNR, udtaler Terry Audla, at han havde set mange positive ting i Grønland, og der er meget Nunavummiut kan lære derfra, især for de unge.