Nunavut-embedsfolk vil efterligne Grønlands råstofforvaltning

Embedsmænd fra Nunavuts centraladministration er misundelige på den måde Grønland administrerer olie- og gas-efterforskningen.
Skrevet af Mads Lynge
10. februar 2010 09:24

Mens Grønland bare tromler derudaf, står alt stille i Nunavut. Det sagde Gordon Mackay, der er viceminister for økonomisk udvikling og transport i forbindelse med G7-landenes topmøde i Iqaluit sidste uge.

- Nunavuts olie- og gasreserver er måske en af de største, men der er ingen der udnytter det, siger han.

Olie- og gasefterforskningen i Nunavut stoppede i 1985, og foreløbig ser det ikke ud til der vil ske noget på det felt.

- Der er ingen engagement fra Canadas centralregerings side. For eksempel er der i Nunavut ingen ansatte til at administrere olie- og gasefterforskning, og selvom Nunavuts olie- og gasreserver kunne være økonomisk indbringende, foretrækker olieselskaberne at efterforske i sydligere egne af Canada, som for eksempel i Alberta, siger Gordon Mackay.

Alene i Baffin Bugt-området er der anslået 2,5 milliarder tønder olie.