Nunavik indleder forhandlinger om selvstyre

Netop som det grønlandske selvstyre kan fejre sit 10 års jubilæum, tager Canada hul på forhandlingerne for et selvstyre i Nunavik.
21. juni 2019 08:46

Charlie Watt, præsident for Makivik Korporationen, og Mary Simon, inuit leder, underskrev i denne uge et aftale-memorandum med den canadiske regering. Fra regeringens side var det Carolyn Bennett, minister for oprindelige folk, der underskrev den enestående aftale. Nunaviks inuit repræsenteres af Makivik.

Dermed er starten gået til de officielle forhandlinger med den canadiske regering om oprettelsen af et selvstyre i Nunavik.

Charlie Watt udtalte ved underskrivelsen, at dette er begyndelsen til en formel proces, som anerkender Nunavik Inuits rettigheder til at etablere en ny regeringsstruktur, baseret på vore love, værdier, identitet , kultur og sprog, sagde han, og understregede:

- For at vi kan trives og blomstre i vores hjemland, så er det nødvendigt at de uretfærdigheder, som blev begået før i tiden, nu anerkendes og rettes. Nu er vores tid kommet, sluttede Charlie Watt.

Mary Simon, der leder forhandlingerne, udtaler til KNR, at hun er meget ivrig efter at komme i gang; der er meget der skal diskuteres og den første prioritet er at forhandle om forbedring af familiers situation og sikring af social- og sundhedstjenester for alle inuit i Nunavik.

Makivik har forberedt underskrivelsen af den vigtige aftale, ved at holde en række borgermøder i Nunavik igennem de sidste to år.