Nunavik i Canada siger nej til uran
På mødet diskuterede man de udfordringer og problemer, som uranminedrift kan give i Nunavik. Der har allerede været afholdt mindre høringer i flere bygder om emnet.
Jobie Tukkiapik, præsident for Makivik, sagde at der var enighed blandt Inuit i Nunavik om, at udvikling af uranudvinding i regionen ikke er acceptabelt.
Uran er radioaktivt og kan skade vildtet, sagde han, og udtrykte frygt for, at forurening ville kunne forhindre befolkningen i, at spise deres traditionelle fødevarer.
- De negative konsekvenser vil blive hvad vi kalder ...nungujuittuq... hvilket betyder noget, der aldrig vil forsvinde, siger Jobie Tukkiapik.
Makivik har sammen med Kativiks regionale regering været med i hele høringsprocessen med BAPE om uranudvikling. En proces, der tydeligt har afsløret de meget manglefulde og dårlige tekniske informationer, der er tilgængelige om uranefterforskning og konsekvenserne af det, siger Jobie Tukkiapik.
Nunavik afviser uranudvikling i regionen
- Vores holdning baserer sig på grundige analyser af den nuværende uranefterforskning i Nunavik, såvel som på de prioriteter vi har, med hensyn til brug af vores land og vore fangstaktiviteter, siger Maggie Emudluk, leder af Kativiks regionale regering.
- Fordi Nunavik ligger så øde, med et meget hårdt klima, vil det være en svær udfordring for de forskellige regeringer, at overvåge uranminedrift, og svært at igangsætte redningsaktiviteter, hvis der sker en ulykke, tilføjer Maggie Emudluk.
Nunavik siger således et bestemt og enigt nej til uranudvikling.