NunaMinerals skal i retten tirsdag

Tirsdag klokken 13.00 vil NunaMinerals' konkursbegæring blive behandlet på et lukket retsmøde.
Skrevet af Laura Aggernæs
11. maj 2015 12:02

Det oplyser direktør i NunaMinerals, Ole Christiansen, som KNR har været i kontakt med.

Mødet finder sted i Retten i Grønland og kommer med al sandsynlighed til at markere enden for det omtalte mineralefterforskningsselskab.

Læs også Kampen for at redde NunaMinerals fortsætter

Allerede den 19. april meldte selskabet ud, at de begærede konkurs. Men på grund af en manglende original underskrift fra bestyrelsesformand Birks Bovaird var det først den 29. april, at den indsendte konkursbegæring kunne betragtes som værende gyldig.

Læs også Ole Christiansen: NunaMinerals har nu gyldig underskrift på konkursbegæring

Men selvom NunaMinerals nu officielt har begæret sig konkurs, er der stadig kræfter i spil for at redde selskabet.

Således arbejder to af NunaMinerals' investorer, den statsejede koreanske virksomhed Kores og direktør i Greenland Rare Earth Project, Patrick Newman, fortsat på at finde en løsning for selskabet, som de i morgen vil præsentere for de øvrige investorer.