NunaMinerals: Aktiekursen ikke påvirket af konkurs

Konkurs hos en af storaktionærerne har ikke påvirket aktiekursen i NunaMinerals. Det vurderer selskabets direktør Ole Christiansen.
Skrevet af Jens Thorin
06. juli 2010 17:16

- Alle har jo i lang tid vidst, at Carsten Berger var på vej til en konkurs, siger Ole Christiansen, direktør i NunaMinerals.

Carsten Berger er storaktionær og ejer 19,5 procent af aktierne i NunaMinerals. I april blev han erklæret konkurs; både personlig og med sit investeringsselskab Rudersdal. Nu skal kurator og kreditorer finde købere til den store aktiepost.

NunaMinerals fik i slutningen af maj udvidet sin aktiekapital. Ole Christiansen siger, at storaktionærens konkurs ikke har påvirket aktiekursen.

- Det har ikke haft nogen indvirkning umiddelbart, siger Ole Christiansen.

NunaMinerals aktien var på sit højeste kurs i 2007, hvor kursen var 475. I dag vurderes aktierne til at have en værdi af 234 kroner, altså en halvering af aktieværdien:

- Det er jo vanskeligt at sige. Markederne påvirkes jo af mange faktorer, og det er vanskeligt at udskille en enkelt faktor, siger direktør Ole Christiansen.

Carsten Bergers aktier svarer til 19,5 procent af aktierne i NunaMinerals. Selvstyret er den største aktionær i NunaMinerals med 37,1 procent af aktierne, mens det danske Lønmodtagernes Dyrtidsfond har 17,9 procent af aktierne.