Nukissiorfiit er optimistiske: Resultaterne for vandet i Uummannaq er gode

I store dele af byen er vandet blevet frigivet til bad, tøjvask, opvask, toiletskyl og rengøring.
Folk i Uummannaq er mødt op til borgermøde, hvor Nukissiorfiit informerer om det forurenede drikkevand i byen. Foto © : Nukissiorfiit
Skrevet af Jaaku Lyberth
18. oktober 2019 16:43

Vandet i Uummannaq er så småt i orden igen.

Det melder Nukissiorfiit, efter at forsyningsvirksomheden har afholdt sit femte borgermøde omkring situationen med olieforurenet vand i byen. Omkring 30 mennesker mødte op for at følge med.

I store dele af byen er vandet blevet frigivet til bad, tøjvask, opvask, toiletskyl og rengøring, og vandkørselskunderne har fået deres tanke fyldt med vand, efter at de er blevet tømt.

Foreløbig har 64 ud af 109 vandkørselskunder fået tilsynsmyndighedens godkendelse til at benytte vandet til drikkevand, og de resterende forventes at få samme besked i de nærmeste dage.

LÆS OGSÅ Uummannaq: Vand i tanke er brunt, og der er sand i

Vandkørsel bliver normaliseret igen fra i næste uge, oplyser Nukissiorfiit.

- Vi har foretaget 407 prøver, skyllet ledningsnettet med omkring 6.000 kubikmeter vand, og vi har målt vandstanden i søen, som kun er faldet med cirka 5 millimeter, fortalte distriktschef Lars Hoffmeyer fra Nukissiorfiit under borgermødet i går.

- Det er tilsynsmyndighederne, som godkender, om vandet må anvendes til drikkevand, men vi er optimistiske, da resultaterne er så gode, sagde Lars Hoffmeyer.

I fire uger har vandet i Uummannaq været forurenet af olie, efter at en medarbejder i Nukissiorfiit ved en fejl kom til at hælde transformerolie i vandet i stedet for klor.