Nukissiorfiit beklager ulovlig praksis

Nukissiorfiit beklager nu en tidligere praksis, hvor energiselskabet sendte lister over samtlige kunder, som var i restance, til kommunernes socialforvaltninger.
Skrevet af Karsten Sommer
30. december 2015 09:25

Beklagelsen kommer til Ombudsmanden, som har taget spørgsmålet op efter henvendelse fra en borger.

På baggrund af en borgerhenvendelse, anmodede ombudsmanden i juni i år Nukissiorfiit at oplyse, om virksomheden videregiver - eller tidligere har videregivet - oplysninger til socialforvaltningerne i kommunerne om kunder, der har skyldige restancer vedrørende deres el-, vand- eller varmeregninger.

Og Nukissiorfiit krøb hurtigt til korset, og erkendte at det havde energiforsyningsvirksomheden faktisk gjort helt frem til april 2014.

Læs også Elpriser stiger i det nye år

Det var sket som led i et generelt samarbejde med kommunerne om de kunder, som var i restance og havde brug for social hjælp, fortæller de.

Men, forsikrer Nukissiorfiit i et brev til Ombudsmanden, den praksis ophørte april 2014, og der er ikke siden blevet udleveret oplysninger til kommunernes socialforvaltninger på den anførte måde. I dag påser Nukissiorfiit, at gældende ret for udlevering af oplysninger overholdes, skriver Nukissiorfiit.

Virksomheden har samtidig udarbejdet retningslinjer og indført processer omkring udlevering af oplysninger, så medarbejderne ved hvordan de skal forholde sig - f.eks. når en kunde eller en samarbejdspartner henvender sig for at få oplysninger udleveret.

- Jeg skal på vegne af Nukissiorfiit beklage den tidligere praksis, skriver energiselskabets direktør til ombudsmand Vera Leth, som på baggrund af det svar, har besluttet ikke at foretage sig yderligere i sagen.